Anne / Arne

 

nr. 17 18. april 1992 Forsiden
Arne har levet som mand i 40 år og som kvinde i 40 år 
af Greta Johanssen
Foto: Mogens Lange og private

Anne blev født i maj 1912. Hun var barn nummer 4 ud af 5. Da Anne blev født var Jordmoderen i tvivl om det var dreng elle pige, barnet var meget spinkel og da mand dengang ikke bare lige kunne smutte hen efter læger, blev det beslutte at det var en pige. Hun blev kaldt for Anne.
40 år senere blev Anne til Arne.

Note: Der skrives i artiklen, at det var den første danskere der skiftede køn.
Det er ikke helt korrekt. Ejnar Wegener en dansk kunstmaler, fik foretaget kønsskifte tilbage i 1930. Operationerne blev lavet i Berling og Dresden. http://da.wikipedia.org/wiki/Einar_Wegener
I Annes situation er det blevet rettet op til sit rigtige køn.

Anne har oplevet megen modgang sit unge liv. Faderen døde tidligt og moderen fødet det 5 barn en dreng kort tid efter og 1.vedenskrig gik i gange. Det var kummerlige forhold og meget fattige for hold Anne voksede op under 1. verdenskrig.

Da Anne var 1½ år blev hun undersøgt nærmere. Diagnosen var hermafrodits, men man kunne ikke gøre noget ved det dengang.
Anne havde en god oplevelse i forbindelse med genforeningen den 10. juni 1920. Hun blev udvalgt sammen med 9 andre piger som skulle hilse på Kong Christian den X og dronning Alexandrine når de kom. Det var Annes største dage i hendes liv.
Efter at Sønderjylland igen er blevet dansk kom Anne over i en dansk skole. Det gik fik med Anne og de andre piger for der var ikke nogen forskel på dem, men da pubertet startede ændrede Anne sig. Hun udviklede sig ikke på samme måde som de andre piger. Pigerne trak sig fra Anne og dengang kaldte drengene hende for tøsedreng.
Anne trak sig til bage fra de andre og bruget meget tid oppe på loftet alene og var ked af det. Moderne fosøget at hjælp og trøste, hun hr lovet sin afdøde mand at passe godt på Anne da hun er anderledes end andre børn.
I puberteten fik Anne stærke smerter i lysken, men det tog lang tid inden fik fortalt det sin mor. De henvendte sig til læger om det, men lægen kunne kun konstatere det var noget galt med kønsorganer. Lægen henviste videre til en professor på Rigshospitalet i København.
Men Annes havde det sværere med folks nysgerrighed end smerterne i lysken. Anne ansigts træk og kropsbygning ændrede sig. Hun hed Anne men blev mere og mere maskulin i udseende.
Anne tog til samtaler og undersøgelser hos Professor Sand på Rigshospitalet, men anden verdenskrig var ved at bryde ud da Anne skulle have sin kønsskifte operation.
Operationen blev udsat, til bedre tider. Imens gik Anne med tanker om at gøre en end på det hele. Smerterne var voldsomme. Ikke nok med det, hun blev stoppet tit af politiet for de troede hun var en mand klædt i dametøj. Anne var ikke højere end 148 cm. Værre var det da hun var med toget til København, det var i 1945 hun skulle til København med et par andre. Man var på jagt efter desertører. En kontrollør greb Anne i håret og slæbte hende ud på perronen og toget kørte med alle hendes papirer og kuffert. Hun kunne ikke legitimere sig. Hun blev tvunget til at klæde sig af for to kvindelige kontrollører de måtte erkende at Anne ikke var mand. Hun slap fri, hun fik ingen undskyldning. Nede ved havnemolen overvejede hun at gøre en ende på det hel, hun gik hen og lånte en blyant og et stykke papir. Ved molen stod hun og tænkte hvad hun skulle skrive til moderen som afsked, men kom ikke langt med det og tog toget til København næste dag.

I februar 1953 fik Anne sin første operation efter lang ventetid på tilladelsen fra Justitsministeriet.
Anne skulle gennemgå 3 operationen før hun blev til Arne.
I starten var det mærkeligt for Arne at høre sig omtalt som ”Arne, han..”.
Anne havde arbejdet ved statsbaneren i 12 som rengørings kone, men kunne ikke fortsætte da Anne nu var Arne og en mand. Hun overvejede at flytte til Sverige hvor hans fortid ikke var kendt, men valget at flytte hjem til moderen. Han ville passe moderen under hendes sygdom, for hun hjalp Anne og støttede Anne i den svære tid. Det var ikke nemt at vende tilbage til den lille by Frøslev, snakken og sladderen gik. Men moderen sagde til Arne lad dem bare snakke, det er værre hvis de slår. Det skete dog ikke.

Arne fosøget at komme over i den mandlige fagforening, men han måtte først finde et arbejde, men det var ikke nemt. Han fik til sidst tilbudt et arbejde som cykelbud. Han fik stillet en herrecykel til rådighed. Den cykel havde han svært ved at bruge, så han brugt sin egen en dame cykel. Han blev aldrig medlem af den mandlige fagforening. Arne er nu 80 år og siger at være født som hermafrodit bliver man aldrig et lykkeligt menneske. Man er jo stadig ikke et perfekt menneskeslev med operationerne. Tiden læger alle sår og jeg er ikke bitter mere siger Arne tæt på hans 80 års fødselsdag