Fra gammel webside

Tiresias webside fra 11-11-1999 kan ikke køre på min webserver. Jeg tager det meste af den webside ud og lægger det ud her som almindelig tekst.

En kort orientering omkring Tiresias, til dem der ikke kender noget til den.

1 april 1988 blev der stiftet en forening for transseksuelle. Vi var 10 der mødte op og ikke alle var TS’ere. 5 andre havde meldt afbud til at komme til den stiftende generalforsamling, men sympatiserede med ideen.

I de første 5 år var aktiviteterne meget hektiske, telefonerne var rødglødende, folk ville vide om de var TS’ere eller TV’ere – hovedparten som ringede var TV’ere. Foreningen holdt foredrag rundt på skoler og i andre foreninger. Vi var også med i paneldiskussioner på Odense Universitets Hospital, hvor lægestuderende havde et kursus i sexologi.

Vi var fremme i aviserne og Tv for at gøre opmærksomme på at der fandtes noget der hed transseksuelle og  for at fortælle at vi ikke var transvestitter eller perverse sexgalninge.

Vi prøvede at få så megen information ud til befolkningen som muligt.

Vi skrev til diverse myndigheder for at få et svar omkring den måde vi blev behandlet på, vi fik også en del svar retur.

Vi stillede kritiske spørgsmål, nok for kritiske, for nu begyndte folk at sive ud af foreningen. Hvorfor det ved vi først i dag efter at de forskellige er færdig behandlede i systemet. Deres sager er blevet trukket i langdrag. Dem der var mest kritiske fik en direkte besked på at stoppe i foreningen ellers stoppede behandlingen. Det gjorde de så.  Resultat; det lykkedes at køre foreningen Tiresias i sænk af de behandlende myndigheder.

Vi havde haft et par møder med Sexologisk Klinik i tidens løb og de syntes det var meget positivt at der fandtes en forening for TS’ere. De fik vores pjece hvortil de kunne henvise folk hvis nogen spurgte hvor de kunne møde andre ligestillede.

Men sjovt nok når vi fik kontakt fra nogle TS’ere som gik på RHSK fik vi at vide af dem at de havde spurgt på RHSK om der var et sted hvor de kunne møde/kontakte andre TS’ere men de fik ikke oplyst at Tiresias eksisterede. Det havde de selv fundet ud af via artiklerne i bladene. Dette undrede vi os meget over. Efter forespørgsel på RHSK om grunden til dette fik vi svaret ‘jamen der var ikke nogen der spurgte efter det’. Pjecen ville man ikke have liggende fremme for den kunne virke for anstødelig.

Vi sendte en del oplysningsmateriale til RHSK bl.a. en infomappe som de kunne kopiere og give til TS’ere men intet er sket. Infomappen var en jeg selv havde lavet.

Der blev sendt oplysninger omkring penisproteser til RHSK, fordi de ikke havde nogle oplysninger om det. For at hjælpe dem så de kan hjælpe andre TS’ere med oplysninger sendte vi en del materiale til dem men hvor det havnede henne ved vi ikke, men det kom ikke videre til TS’ere der søgte efter oplysninger.

Det man gjorde var at holde folk væk fra Tiresias; resultatet blev også at der til sidst ikke var flere medlemmer.  Det sidste forsøg på indkaldelse til ekstra ordinær generalforsamling var den 4. sept. 1994 hvorfra der ikke er nogen referat fordi der kom ingen til det møde, så vidt jeg er orienteret.

Al materiale blev sendt frem og tilbage imellem et par stykker der ville fortsætte foreningen Tiresias, men det blev ikke til noget og til sidst endte materialet her hos mig igen.

Jeg fortsatte med at indsamle informationer og har lagt det hele ind på en CD-R. Mens årene gik hørte jeg fra andre TS’ere, om den dårlige behandling de fik fra behandlernes side og af myndigheder. Jeg mener at det må stoppe nu eller gøres et forsøg på at ændre forholdende. Men ene mand som vil gøre noget ved det ene sted og en anden et andet sted det gavner ikke meget.

Derfor da Tiresias officielt  ikke er nedlagt men bare gået i stå synes jeg at den skal op og stå igen, men denne her gang i et forsøg på at få rettet op på tingene og  at få sat nogle ting på plads, skrive til diverse myndigheder, råbe noget mere op om de retsløse tilstande vi er udsat for.

En jura studerende Christina Ladefoged har lavet en særdeles glimrende og noget chokerende rapport omkring de retsløse tilstande som vi befinder os i. Denne rapport var hendes afgangs opgave. Hun er nu udlært jurist.

Vi har hendes tilladelse til, at give den rapport videre så derved kan så mange som mulig få lejlighed til at læse om forholdene især dem der arbejder med lovgivningen, læger m.m.. Ønsker du at få tilsendt en kopi af rapporten kan du henvende dig til os på mail tiresias@mobilixnet.dk Da det er et større sag på ca. 120 sider må vi opkræve kr. 79,00 kr for den. Det dækker kopiering og porto.

En af grundene til at jeg mener Tiresias skal op og køre igen er at den er kendt for at stille spørgsmål. Forskellen mellem før og nu vil være at Tiresias vil bestå af medlemmer som er færdig i systemet eller nogle som vil hjælpe men som ikke er TS’ere.

At gå med i en ny forening og lave skrivearbejdet, kritisere og prøve at få myndighederne i tale og ikke at være færdige i systemet vil være med til at køre den nye forening i sænk på samme måde som det skete i det gamle Tiresias.

Dette må ikke ske for der skal være en forening hvor TS’ere og andre kan henvende sig for at få en snak omkring TS m.m. uden at de bliver skræmt og jaget væk af den voldsomme aktivitet Tiresias har overfor myndighederne. Dette er mine personlige tanker og meninger.

05.06.99 ERWIN FARENGUT

Tiresias gendannet
af Theodor B

Hvis en mand får fjernet testiklerne på grund af sygdom , kan han få indopereret implantater. Dette sker på det offentliges regning og tilbydes patienter af kosmetiske årsager. Det er nemt at forsvare en mands behov for denne type operation. Det handler om hans selvopfattelse som mand, hans ydre fremtræden. Det er krænkende for en mand at gå i en svømmehal og føle sig anderledes, fordi hans testikler mangler.

Emnet har været genstand for undersøgelser, der er blevet skrevet om det i aviserne og det har været omtalt i TV.

Til sammenligning står transsexuelle, der er født som kvinder, men rettelig burde være mænd ( KtM= kvinde til mand ) i en situation som må siges at være omend endnu mere nedværdigende idet både penis og testikler mangler. Men skønt undertegnede har forsøgt at få sat fokus på emnet, har jeg kun kunnet konstatere en, mildest talt, mangel på interesse fra endog lødige avisers side. Jeg opdaget at det tilsyneladende er langt mere presserende at prioritere f.eks. det nye komma og deslige. Efter som jeg selv læser dansk ved universitetet kan jeg godt se at emnet kan interessere visse, men jeg gad godt at vide om det nye komma er et spørgsmål om liv eller død for nogen som helst. Det er transsexualitet for mange af de, der har problemet – og derfor forsøger jeg igen at slå til lyd for at dette emne bliver belyst.

For KtM’ers vedkommende er sagen dog helt grotesk, når det drejer sig om den samme type indgreb – implantater, som andre mænd har krav på. Det er ganske vist internationalt anerkendt at transsexualitet kun kan kureres gennem operation, og at udgifterne i forbindelse hermed, i Danmark, afholdes af statskassen, men i langt de fleste KtM’ers tilfælde gælder dette kun kastrationen. Transsexualitet kræver mange forskellige indgreb af kosmetisk art. Det kan være brystfjernelse, brystforstørrelse, indgreb på stemmebåndene, skægfjernelse og penis- og testikeltildannelse, eksempelvis.

Disse indgreb kan den enkelte patient stort set selv få lov til at betale, med mindre disse patienter har nerver til at havne på den ene årelange venteliste efter den anden. Behandlingen er splittet op i forskellige forløb med hver sin venteliste, hvilket er skandaløst, fordi det er af største vigtighed for transsexuelle at samtlige operationer bliver gennemført i det samme forløb. Man kan ikke stoppe midt i det hele og derfor burde samtlige operationer kun tilhøre én venteliste – fordi de tilhører den samme sygdom. Alt andet virker useriøst. Når der én gang er bevilget et kønsskifte, så skal det også gennemføres.

De allervigtigste indgreb man kan foretage på en transsexuel er de der har med de ydre, synlige kønskarakteristika at gøre. Dette burde sende kastrationen langt ned på listen over nødvendige operationer. Man kan kastrere KtM’er kemisk ved indsprøjtninger af testosteron – og hermed opfylder man de af staten udstukne betingelser for ikke at være i stand til at “reproducere sig”. Testosteron er, sammen med fjernelse af bryster og tildannelse af penis og testikler det, der gør den synlige forskel. Disse tiltag ændrer kroppen i retning af den tilsigtede maskulinisering. At folk selv ønsker at blive kastreret er en anden sag – kastrationen skal blot ikke være selve kriteriet, for en kastration er i sig selv IKKE et kønsskifte.

For KtM’ers vedkommende kan en kastration i værste fald føre til en kraftig forringelse af livskvalitet, fordi der for KtM’er er stor risiko for at gå i den kvindelige overgangsalder og denne overgangsalder kan man ikke behandle med østrogen, fordi der vil være risiko for at bringe kroppen tilbage til det uønskede kvindelige udgangspunkt – med brystforøgelse og forøgelse af biologiske kvinders fedtlag til følge – hvilket bestemt ikke er meningen med behandlingen. Den kvindelige overgangsalder, med alle dens komplikationer som inkontinens, humørsvingninger og hedeture f.eks., skal jo IKKE være et resultat af en behandling, der sigter på et kønsskifte.

Det kan ikke have sin rigtighed at et så fysisk usynligt indgreb som kastration skal være forbundet med så uhyrlige konsekvenser. Kastration er et af de største indgreb man kan foretage, det er en stor operation, og man skærer meget dybt ind i kroppen. Men man kan stadig ikke SE at et menneske er kastreret – og denne operation burde ikke være hovedkriteriet for et kønsskifte.

Man skal huske at når man taler om at være transsexuel, er det IKKE ensbetydende med at man, som KtM, er en kvinde der ønsker at blive en mand. Man ER en mand og éns lidelse går ud på at man er skæmmet af en kvindekrop, som man, fordi man ER mand, ikke ønsker. Det omvendte er naturligvis tilfældet for MtK’er ( mand til kvinde ).

Det er her det går galt. Man antager fra behandlerside at det må være et psykologisk problem – og at man kan snakke patienterne ud af denne lidelse.

Ganske vist hører man en sjælden gang at psykisk syge tror at de ville være lykkeligere hvis de havde et køn, der svarede til det modsatte af deres biologiske. Men disse mennesker er netop psykisk syge. De er IKKE transsexuelle – og transsexualitet kan kun opereres væk.

Fejlene fra behandlerside består, blandt andre, i to meget udbredte misforståelser: Dels antager man at transsexualitet har noget med sex at gøre og dels at det er et psykisk problem. Begge dele er forkerte.

Og hvad værre er: begge misopfattelser gør at behandlingen af transsexuelle bliver trukket i langdrag. Netop fordi psykiatere og psykologer bruger så mange timers samtaleterapi på at forvisse sig om at denne sygdom IKKE har noget med patienternes sexliv at gøre, ender transsexualitet med at blive en psykisk belastning for den ventende patient med det ubehandlede problem. Hvis en hvilken som helst anden somatisk lidelse forblev ubehandlet ville det også betyde en stor psykisk belastning for den pågældende patient. Når behandlerstanden, der bizart nok består af psykologer, psykiatere og ikke kirurger, langt om længe, har “konstateret” at transsexualitet ikke er et sexuelt problem, så er det qua behandlingen endt med at blive et psykisk. Dette skyldes i høj grad at man lader patienterne vente. Og man lader dem vente i årevis. Ikke blot et par år, men op til 10 år. På én operation. Den næste operation kan man vente lige så længe på. Og den næste. Og den næste. Til sidst står man med patienter, der, for det første er blevet temmelig gamle, men – i værste fald – også er blevet psykisk syge.

Udover de mange misforståede associationer, der kan knyttes til begrebet, lyder et “kønsskifte” måske ukompliceret i folks ører. Det at være transsexuel handler IKKE for den transsexuelles vedkommende om forvirret kønsidentitet.

Et kønsskiftes mange og meget forskellige operationer har, på nuværende tidspunkt som nævnt hver sin venteliste. Alligevel er det kastrationstilladelsen der alene sætter dagsordenen for hvornår en person kan påbegynde sin behandling, som bl.a. indebærer at man kan søge om ny civilstatus. Man skal være mindst 21 før man som transsexuel kan få lov til at søge om kastration. Men i praksis opererer man med en aldersgrænse på 25. Dette er direkte diskriminerende overfor denne specifikke patientgruppe, idet 25-årsgrænsen ellers gælder sterilisation.

Et kønsskifte betragtes som en nødløsning, man søger at tale folk fra det – og det selvom resultaterne på verdensplan er overvejende positive, patienterne får det i reglen bedre af operationerne. Måske frygter man et stormløb på Sexologisk Klinik – at der pludselig skulle gå mode i at ville have “et kønsskifte”, hvilket er en latterlig antagelse da myndighederne lader folk hænge længe i systemet, man snakker MEGET med dem, i mange år. Måske fordi man har en indbringende forretning kørende. Det er amterne der bevilger kautionsbeløbene for patienterne. Og det er ikke småpenge det drejer sig om. Den første samtale en transsexuel bliver sendt til på Sexologisk Klinik, udløser Kr. 8.132, og de efterfølgende er til den abonnementskorrigerede takst, kr. 6.099. – pr. patient, pr. samtale.

En patient bliver indkaldt til minimum 4 besøg årligt, men oftest er antallet af årlige

besøg dobbelt så højt. Hvilket vil sige at amterne i bedste fald betaler kr. 26.429 om året i kaution pr. transsexuel og i værste fald kr. 75.221, hvis patienten bliver indkaldt til 12 samtaler på Sexologisk Klinik indenfor et år.

Disse samtaler løber over 1 til 2 år, men det er set at transsexuelle går i op til 8 år, inden tilladelsen til kastration foreligger. Der går omkring 20-70 personer med “kønsidentitetsproblemer” til samtaler på Sexologisk Klinik hvert år. Man opererer 1 til 2 patienter om året. Det må være en god forretning.

Hvis disse penge blev brugt på operationer, der kunne kurere patienterne, var det endda forsvarligt. Men det er der ikke noget der tyder på at de gør, for var dette tilfældet, ville transsexuelle ikke vække den mindste opsigt. For disse kautionsbeløb ville man kunne udføre kosmetisk perfekte operationer. I stedet snakker man pengene op. Eller bruger dem til administration. Eller noget tredje. At pengene IKKE kommer patienterne til gode, er der dog ingen tvivl om.

De transsexuelle har ikke haft ry for at stille sig op i medierne og tale deres egen sag.

Som regel får offentligheden kun et perifert kendskab når enkeltpersoner i medierne fortæller deres personlige historie. Visse gange med ramaskrig til følge. Langt de fleste mennesker synes det er noget underligt noget at være transsexuel. Fru Hansen ville sikkert også have en anderledes opfattelse af sin egen kvindelighed, hvis hun, hver gang hun benyttede den kommunale svømmehal, skulle se ned ad sig selv og forholde sig til en bred, behåret brystkasse, en penis og testikler og kraftigt behårede ben. Ikke desto mindre ville fru Hansen ikke være i tvivl om sit egentlige køn, selvom resten af verden skulle tage hende for noget andet. Omgivelserne tager folk for, hvad de udstråler og hvordan de er formet. Det der gør ubehandlede transsexuelle til kuriositeter er ofte, at de udstråler en anden kønsidentitet end den, deres ydre krop signalerer. Det er denne ubalance, der skaber fordomme, og jo længere tid transsexualitet forbliver ubehandlet, desto dybere ar vil denne lidelse også sætte på patientens sjæl. Mange transsexuelle forekommer mismodige, bitre og aggressive – ganske givet fordi de har været for længe om at blive behandlet. Staten ser det fra en helt anden vinkel. Staten vil ikke tage chancer med folks helbred – staten vil ikke begå fejl, men lige netop i dette tilfælde begår staten en enorm fejl, fordi den kalkulerer med at der, i transsexuelles tilfælde, bliver opereret på “raske mennesker”. Og det er en ganske alvorlig og fejlagtig antagelse, som kun er baseret på manglende viden omkring problemet. Transsexuelle er netop IKKE raske, omend den krop, de er udstyret med og skæmmet af, ikke ser ud til at fejle noget rent fysiologisk. Det, en transsexuel fejler, handler netop om at kroppen er forkert – og så kan den være nok så fysisk rask. En transsexuels krop er en syg krop.

Hvis det var muligt at snakke folk fra denne lidelse, ville man have opdaget det for mange år siden.

Måske er det fordi danske læger ikke ved hvad de ellers burde gøre. Men det er ikke en plausibel forklaring, det er en dårlig undskyldning. I andre lande er ekspertisen tilstede.

Det er ikke transsexuelles skyld at deres lidelse er kommet til at handle om “kønsidentitet,” eller at de ofte bliver behæftede med særlige evner udi en “dobbelt kønsforståelse” – det er en sejlivet myte, og den er skabt af de psykiatere og psykologer, der har haft med transsexuelle at gøre.

For en KtMs vedkommende er det en latterlig antagelse at vedkommende skulle forstå sig på at være andet end en mand. At en KtM skal forholde sig til en biologisk udvikling som kvinde, føles som en pinlig, frustrerende absurditet – ligeså vel som alle andre mænd ville føle det. Og andre mænd ville også føle sig ilde til mode hvis de, igennem hele deres skolegang, skulle klæde sig om sammen med piger i idrætstimerne. Der er blot det lumske ved transsexualitet at det ikke kan konstateres ved blot at se på den nøgne krop. De signaler, det transsexuelle barn udsender, bliver opfattet som en psykologisk ubalance – og bliver behandlet psykologisk. Tragedien sker, hvis behandlingen bliver ved med at være udelukkende psykologisk.

At private klinikker ikke må foretage “kønsskifte eller kønsskifterelaterede indgreb” er en myte, men det er tydeligt at privatpraktiserende plastikkirurger og private hospitaler må have fået en eller anden besked “fra oven”, når de pr. automatik hævder at de ikke må foretage “kønsmodificerende indgreb”. Desuden udfører private klinikker tit denne type kosmetiske indgreb på andre end transsexuelle. Det eneste private klinikker ikke må foretage, er kastrationer – og i dette tilfælde er det faktisk kun transsexuelle, der er indbefattet af dette forbud. Dette er yderst betænkeligt, men ser man bort fra denne diskriminering, står det de private klinikker frit for at tilbyde samtlige andre indgreb.

Der er næsten kun én årsag til at transsexuelle vælger at henvende sig til privatklinikker: Ventetiden i det offentlige er for lang. Er man kastreret og står for at skulle have konstrueret penis og testikler, er ventetiden i det offentlige 7 til 10 år. Det er uacceptabelt.

Det gælder dog kun for KtM’er, der i princippet er “færdigbehandlede” efter kastrationen. Med MtKer forholder det sig anderledes. Når man kastrerer en MtK, benytter man den oprindelige penis til dannelsen af en skede. I KtM’ers tilfælde ses kastrationen som det sidste, store indgreb. Men konstruktion af penis og testikler er så absolut et langt mere vigtigt indgreb. Man kan ikke lade en person få civilstatus som mand uden at han også rent fysisk ligner en mand. Det må være det mindste man kan forlange. Alt andet er absurd og til ingen verdens nytte for patienten.

Man bør sætte grænsen for hvornår en person har undergået et kønsskifte til at omfatte SAMTLIGE korrigerende operationer – og i hvert fald ikke afslutte behandlingen før de ydre kønskarakteristika er modificeret til det af patienten tilstræbte rette køn.

Her er argumentet at det er mange og meget komplicerede operationer der skal til for at tildanne disse ydre mandlige kønskarakteristika. Hvis de penge, der bliver postet i snik-snak med transsexuelle blev brugt til at udføre disse operationer kosmetisk tilfredsstillende, ville operationerne ikke være så vanskelige, som lægerne hævder. Der er jo tilsyneladende ikke grænser for hvad kirurgien ellers kan diske op med af komplicerede og vellignende rekonstruktioner. Blot ikke på dette område; dels er kønsorganer taburiseret og dels er der ingen prestige i at udføre kønsskifter i Danmark. For det kan godt lade sig gøre i mange andre lande. Det siger mest om den manglende motivation fra danske lægers side. Det ville gavne transsexuelle hvis udenlandske eksperter kom til Danmark for at operere, eller hvis danske patienter kunne blive opereret i udlandet. I længden ville man stort set kunne eliminere problemet. Det ville der være prestige i.

Foreningen for kønsskifte, Tiresias, har formuleret en ny procedure for hvordan man lovligt kan og burde behandle transsexuelle – en anstændig behandling, med vægt på det væsentlige ved denne defekt – nemlig det operative forløb og IKKE, som nu, det psykologiske aspekt. Adressen til Tiresias’ hjemmeside er: www.tiresias.mobilixnet.dk

webmaster: Erwin Jöhnk 12.12.99

Forslag til procedure vedr. kønsskifte udarbejdet af Tiresias

  1. Patienten henvender sig til psykolog/psykiater/egen læge og ansøger herefter Civilretsdirektoratet om tilladelse til kastration.
  2. Patientens egen læge ordinere en hormonbehandling med henholdsvis mandlige eller kvindelige hormoner. Dette kan være en recept på et evt. placeboprodukt for at forsikre sig om at den transsexuelle virkelig er seriøs i sit ønske om operativt kønsskifte. På denne måde kan man allerede på et forholdsvist tidligt tidspunkt i forløbet sortere ikke-transsexuelle fra og modellen kan suppleres med en art tro og love-erklæring. Man skal som læge være opmærksom på at et ønske om kønsskifte er nøje overvejet og ved at stille krav til patienten om en hurtig iværksættelse af hormonbehandling, kan lægen sætte patientens troværdighed og seriøsitet på en effektiv prøve. Denne metode virker også yderst effektivt på transsexuelle, der ofte bliver psykisk belastede og skadede af den lange ventetid på forskellige instansers afgørelser og udtalelser.
  3. Efter forsøgsfase med placebo-middel, startes den virkelige hormonbehandling.
  4. Henvisning til psykolog/tilbud om psykologisk bistand for at følge patienten.
  5. Samtale med specialiseret kirurg, der kan redegøre for det operative forløb.
  6. Efter en periode i hormonbehandling, der kan strække sig over højst 1-2-år, gives tilladelsen til kastration og indgrebet bliver foretaget. Patientens civile status ændres til det rette køn.

For biologiske kvinders vedkommende kan mastectomi foretages før eller umiddelbart efter hormonbehandlingens start. Biologiske mænd kan ligeledes få indlagt siliconeimplantater/få foretaget diatermi inden kastrationen er foretaget. Det vigtigste i dette aspekt er at påpege at det ikke er kastrationen der afgør hvornår et menneskes ydre kønskarakteristika ændres.

Det er vigtigt at vendingen til transsexuelle om at et kønsskifte er irreversibelt ikke længere benyttes. Det er i høj grad diskriminerende og en sådan bemærkning ville aldrig blive udtalt til en patient der eksempelvis skal have fjernet et bryst p.g.a. cancer.

Behandlingen af transsexuelle skal henlægges til en relevant afdeling, der har med operationer at gøre i stedet for nu hvor behandlingen forestås af en afdeling der beskæftiger psykologer og psykiatere. Den eneste kendte helbredelsesmulighed ved transsexualitet er operative

indgreb, så en plastikkirurgisk-,brandsårs- eller rekonstruktionsafdeling ville være mere passende at henvise transsexuelle til, da problemet er en fysisk defekt og ikke en psykisk lidelse, der kan snakkes væk.

Et kønsskifte anses først for fuldbyrdet når følgende betingelser er opfyldt:

* At patienten fremtræder som det modsatte af sit biologiske køn. Dermed forstås at der skal foretages indgreb der gør at biologiske mænd får en vagina og at biologiske kvinder får tildannet scrotum og penis. Disse indgreb hører med til behandlingen og kan, hvis patienten ønsker det, undlades, men det er dog vigtigt at påpege at der, i disse tilfælde, ikke er tale om et “fuldbyrdet kønsskifte”. Hvad enten patienten stiller sig tilfreds med kastrationen alene eller ønsker et fuldbyrdet kønsskifte, skal dette ikke have nogen betydning for vedkommendes civilstatusændring.

Med disse retningslinier skønnes et kønsskifte at kunne forestås indenfor en langt mere overskuelig tidsramme end i dag hvor man kan risikere at vente i op til 8 år på at få en tilladelse til kastration. Desuden skal der være mulighed for at få udenlandske specialister til landet for at foretage komplicerede indgreb, eller man bør give patienten mulighed for at få foretaget indgreb på udenlandske klinikker uden at det skal have en negativ effekt på sagsbehandlingen i Danmark.

Et er sikkert: det skal ikke koste kr. 8.132 for den første samtale på Sexologisk Klinik og kr. 6.099 for de efterfølgende besøg pr. transsexuel – det er spild af penge og disse astronomiske beløb står slet ikke mål med kvaliteten af den nuværende behandling af transsexuelle.

Alternativet til denne nye procedure er, efter Tiresias’ skøn, at man forbyder behandlingen af transsexuelle i Danmark i erkendelse af at man ikke, på indeværende tidspunkt, kan tilbyde patienterne en tilfredsstillende behandling.

webmaster 11-11-1999

Tiresias vedtægter

1 Navn:

Foreningens navn : Tiresias
Virke: : Landsforeningen for transsexuelle.
Adresse : Stenaldervej , 8220 Brabrand.

 2 Formål:

At samle oplysninger, støtte transseksuelle
At opnå reel lovgivning .
At opnå tidssvarende regler omkring behandling.
At opnå et tidssvarende seriøst samarbejde med
behandlende instanser.
At samarbejde med andre TS-foreninger i andre lande

3 Medlemskab:

 

Alle som virker for/er transsexuelle, enten via erhverv eller sympati, kan tegne medlemskab.

4 Generalforsamling:

 

Generalforsamlingen er øverste myndighed. Indkaldelse : Skriftligt, senest 14 dage før. Dagsorden tilsendes sammen med indkaldelse

Dagsorden :
Åbning: Valg af: dirigent + referent,
Gyldig kvittering for kontingent er påkrævet
: Beretning af formand/næstformand
: Vedtagelse af beretning
: Beretning /regnskab af kasserer
: Vedtagelse af regnskab.
: Indkomne forslag.
: Disse skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage førafholdelse af generalforsamlingen
: Afstemning + vedtagelse
: valg af bestyrelse
:Lige år: formand + kasserer suppleant.
: Ulige år: næstformand + suppleant.
Status
: Evt.
: Afslutning

5 Ekstraordinær generalforsamling

 

Der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling via bestyrelsen, såfremt: mindst 2/3 af bestyrelsen eller mindst 1/3 af medlemmerne, ønsker og fremsætter dette skriftligt.

Ekstraordinær generalforsamling, skal i så fald afholdes inden 30 dage, fra skriftlig anmodning.

6 Bestyrelse

 

Bestyrelsen består af formand, næstformand og kasserer, desuden vælges der en suppleant.. Bestyrelsesmedlemmerne skal være over 18 år.
Posten som formand eller næstformand eller evt. kasserer  indebærer offentlig tilkendegivelse.
Revisor vælges af bestyrelsen, revisor behøver ikke at være medlem.

7 Valget

 

Valg af tillidspost: Ved person-valg, skal dette foregå skriftligt.
Ved andre valg forslag, kan dette foregå ved håndsoprækning.
Er der mindst en, som kræver skriftlig valg, skal dette ske. Vedstemmelighed, via person valg, og ved 2-afstemning afgøres dette via lodtrækning.
Ved forslag skal 2/3 af gyldige stemmer være gældende.

8 Kontingent
Fastsættelse: På generalforsamling
Forfalds termin på generalforsamlingen.
Indbetales: Til Tiresias konto. Jyske Bank reg. xxxx  kontonr. xxxxx-xAnsvarshavende for økonomien er formanden
Disponere over kontoen kan formanden alene eller kasserer

Regnskab:
Foretages af kasserer og Revisor
Regnskabet udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelse til generalforsamlingen og evt. indsigelser skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før afholdelse af generalforsamling.
Regnskabsår: 01.04.- 31.03.

9 Vedtægter

 

Ændringer : Kan kun ske på generalforsamlingen, hvor der er mindst
2/3 flertal for det.

10 Opløsning

Til opløsning af Tiresias kræves: 2/3 majoritet af samtlige medlemmer, med stemmeret kan dette ikke opfyldes, indkaldes til en ny generalforsamling inden 30 dage, hvorved 2/3 af fremmødte via afstemning, kan opløse Tiresias. Evt. aktiver/passiver, afgøres på generalforsamlingen.

 

 

Vedtaget på generalforsamlingen Århus den 1.05.1999

 

__________________ _____________________

Dirigent Referent

E. F.&  S. B.